DEBAT
12-05-2013
06-05-2013
27-04-2013
26-04-2013
23-04-2013
22-04-2013

17-06-2012 - Dramatikerspire i arbejdstøjet

Han var dramatikerspire på både DramatikerVæksthus 2010-11 og 2011-12, hvis erklærede mål er at uddanne nye skriverkarle og –kvinder, der kan levere gode tekster til dansk børne- og ungdomsteater.

Det har dog ikke forhindret Andreas Dawe i (også) at skrive et voksenteaterstykke, som der holdes reading på lørdag den 30. juni 2012 fra kl. 17-18,45 på Forsøgsstationen på Sdr. Boulevard 81 i København.

Der leveres et fyldigt uddrag af teaterstykket ’Vort mismods vinter’, der er en monolog med og om Adolf Hitler og ifølge Andreas Dawe er et forsøg på at afdække og se bag om masken på dette mærkelige, grusomme, absurde og komplekse menneske.

‘Stykket forsøger at indkredse Hitlers utæmmede had og ondskab – men vil også gerne undersøge den humor, poesi og sårbarhed, som manden rent faktisk også rummede. Om ikke andet, så i glimt...’, som det hedder i præsentationen af  ’Vort mismods vinter’, der gestaltes af skuespilleren Jesper Hyldegaard i Inger Eilersens instruktion.

Efter readingen lægges der op til dialog mellem publikum og holdet.

Adgang til arrangementet er gratis, og man er velkommen til blot at dukke op på dagen, men man må også meget gerne tilmelde sig på andreas.dawe@mail.dk 

Andreas Dawe (f. 1965) er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole (1995) og har spillet for børn, unge (og voksne) i forestillinger fra bl.a. Odsherred Teater, Jytte Abildstrøms Teater, Corona La Balance, AbstraXteater og Team Teatret . Hos sidstnævnte fik han sin dramatikerdebut sidste år med ’Tårnspringeren’, der tager udgangspunkt i terrorangrebet i New York 11. september 2001.

Han har bl.a. modtaget arbejdslegater fra Kunstrådets Dramatikpulje og Wilhelm Hansen Fonden til at skrive forestillingen ’Vort mismods vinter’, som planlægges opført i sæson 2013/2014. I samme sæson kan man også se forestillingen ’Savsmuld ruster aldrig’ på Himmerlands Teater (april 2013), som Dawe også har skrevet manuskript til.

Men nu har denne portal jo mest fokus på børne- og ungdomsteatret, så nok så vigtigt er det at nævne, at Andreas Dawe næste år også får premiere på sin første børneteaterforestilling,  ’Papirdrengen’ - en dramatisering af Tina Sakura Bestles børnebog af samme navn fra 2010. Forestillingen produceres af teatret NoCanDo med forventet premiere i marts 2013.

Og at han i marts i år havde en reading på Dramafronten af sit ungdomsstykke, 'Et andet sted' - der er skrevet i DramatikerVæksthus-regi. 

FLERE NOTER
123456789101112131415161718192021

17-05-2013 - Dramatikervæksthus får nye rammer

Mens den nuværende udgave af Dramatikervæksthuset (DV) lakker mod enden, er der stadig tid for nye spirer til den kommende udgave af DV, der har ansøgningsfrist for første runde 15. juni 2013, hvorpå følger en optagelsesweekend for udvalgte ansøgere 31. august 2013 på Teatret Fair Play i Holbæk, inden de endeligt udvalgte deltagere får besked 5. september 2013.

DramatikerVæksthuset, der blev startet af BTS (BørneTeaterSammenslutningen) tilbage i 1997 og nu videreføres af TIO (Teatrenes InteresseOrganisation) efter fusionen mellem BTS og FAST, har siden starten afviklet sine internatkurser på Odsherred Teaterskole, men dramatikeruddannelsen får nye rammer med det nye hold, idet det foreløbig er aftalt, at DV 13-15 rykker ud på Teaterøen på Amager - det nye vækstcenter for dansk scenekunst, som Asterions Hus har etableret.

Samtidig indleder DV et tættere samarbejde med Det Lille Teater, der bl.a. omfatter et besøg i oktober, hvor DV-deltagerne skal se en forestilling, tale med teatrets folk - og se nærmere på prøvelokalet med den faste dekoration, som spirerne skal skrive op imod - ligesom Det Lille Teater betaler for de involverede skuespillere m.v. i forbindelse med en workshop på teatret i november med skuespillere og dramaturg Trine Wisbech fra teatret i Lavendelstræde.

Endelig skal det nævnes, at der også sker en udskiftning på de indre organisatoriske linjer i DV-regi, idet Jonna Beha Oulund overlader arbejdet som koordinator til Kenneth Gall, der er administrator hos Teater Hund, bestyrelsesmedlem hos Teatercentrum m.v.

DramatikerVæksthus-projektet støttes af Scenekunstudvalget, der senest har givet en   bevilling på 4 x 400.000 kr. til brug for DV i 2013-14, 14-15, 15-16 & 16-17.

Se mere om DV og  projektperioden DV 13-14, inkl. tilmeldingsformular og kalender, på www.dvhus.dk

(caj)

15-05-2013 - Kan man anmelde anmeldelser?'

Alle er tilsyneladende enige om, at debat omkring (teater)kunst er vigtig, men så hører den totale enighed også op - i hvert fald blandt de debattører, der den seneste tid har ytret sig her på portalen i både lange og indholdsrige indlæg.

Den seneste holmgang omkring anmelderi startede med et vredladent indlæg fra en lærer, der følte sig forulempet af en anmeldelse af BaggårdTeatrets og Quasi Teaters coproduktion, 'Statsministeren'.

Det fik en anden underviser - og forfatter til flere dramabøger - på banen med et indlæg om, at anmeldelser af anmeldelser ikke nødvendigvis er særlig interessant læsning - og at vedkommende hellere ville læse om personlige oplevelser af forestillinger.

Den udmelding fik fluks en instruktør og teaterudvikler til at begå et indlæg, som både var et udfald mod forrige indlæg og en af portalens anmeldere.

Endnu et teatermenneske - en veteran med årtiers erfaring fra især dukketeatermiljøet - meldte sig nu med et flerstrenget indlæg, der både argumenterede for et rimeligt debatniveau - og spekulerede over, om det var muligt i forhold til en en-stjernet anmeldelse af Teater Skes 'Tornerose', som vedkommende var iscenesætter af.

Foreløbig seneste indlæg er så fra en person fra et helt nyt teater, der p.t. fortsat afventer sin første anmeldelse her på portalen, hvilket ikke afholder vedkommende fra at kommentere kritik af kritik og anmeldelser af anmeldelser.

For de, der ikke har fulgt debatten, er det bare at trække ud til venstre og følge ordkampen i debatspalten.

For selvfølgelig er debat om kunst og teater vigtig. Især når der er noget på spil og når indlæggende byder på refleksioner og holdninger.

(caj)

13-05-2013 - Scenekunstudvalget holder forårsseminar

Statens Kunstråds Scenekunstudvalg (SKU) afvikler hele to nogenlunde identiske seminarer over to påfølgende dage, når der 16. maj på Teater Refleksion i Aarhus og 17. maj i Dansehallerne i København åbnes op for diskussionerne om scenekunstens udfordringer og hvordan de skal tackles.

Der vil således være godt med branchefolk, organisationsfolk og enkelte andre interesserede til de to seminardage, der begge har fire emner som fokusområder:

- Diversitet og ligestilling: Hvordan kan de enkelte projektteatre arbejde aktivt med ligestilling og diversitet? Og hvordan er det et aktiv i forhold til at udvikle kvaliteten af den scenekunst, der produceres i Danmark?

- Digital scenekunst: Hvordan påvirker den digitale udvikling scenekunsten lige nu? Hvilke nye medier er på banen og hvornår går det fra at være scenekunst til noget helt andet?

- Internationalisering: Hvor er det mest interessant at satse internationalt? Hvad står man overfor, når man agerer internationalt, hvilke udfordringer følger der med?

- Publikumsudvikling: Hvordan får man nye publikummer i teatret? Hvordan kan man som scenekunstner arbejde aktivt med at tænke sit publikum ind i det kunstneriske projekt?

Seminariet har fået tilknyttet fire skribenter, der skriftligt skal dokumentere, hvad seminariets debatter udmunder i. 

Scenekunstudvalget består af Rikke Juellund (formand), Anders Ahnfelt-Rønne, Niels Andersen, Lene Vestergård og Erik Pold.

(caj)

11-05-2013 - Teater på skoleskemaet

Odense Kommune har en målsætning om, at alle kommunens børn skal have en teateroplevelse minimum tre gange i løbet af deres skoletid. Projektet hedder indlysende nok 'Skoler i Skolen'.

Det sker ved at målrette de midler, som kommunen i forvejen har afsat til børneteater og opsøgende teater, og samtidig er det så praktisk, at man med Nørregaards Teater som lille storbyteater har et teater, der er leveringsdygtig i teater for alle aldersgrupper.

I det kommende skoleår, 2013/14, bliver det dog de 6.240 elever i 1., 4. og 8. klasse, der stifter bekendtskab med det levende teatermedie.

' Teater i Skolen er for os som teater en fantastisk chance for at bringe den professionelle scenekunst ind i skolen på kunstens præmisser, samtidig med at vi kan vise, hvad teaterforestillinger og det medfølgende undervisningsmateriale kan bidrage med direkte ind i de respektive fag på skoleskemaet. Det er vigtigt for os som børne-/ungeteater dels at møde børnene i deres eget miljø og dels, at børnene og de unge stifter bekendtskab med et rigtigt teater,' siger Carsten Wittrock, leder af Nørregaards Teater, i den pressemeddelelse, som kommunen har sendt ud.

Det er Nørregaards Teater, der administrerer forsøgsordningen Teater i Skolen. Rent praktisk/økonomisk er det sådan, at forestillingerne er gratis for de tre klassetrin; at

Forestillingerne for 1. klasse spilles på skolen, med mindre skolen foretrækker at se forestillingen på Nørregaards Teater. mens 4. og 8. klassetrin ser forestillingerne på Nørregaards Teater.

Der vil blive udarbejdet undervisningsmateriale til forestillingerne, som stilles til rådighed for skolerne.

(caj)

07-05-2013 - Inviter os!

I kølvandet på Festival 2013 har en gruppe børne- og ungekulturformidlere fra Københavns Kommune sendt en opfordring til landets turnerende børne- og ungdomsteatre om at blive inviteret til deres forestillinger!

Både fordi ikke alle formidlere kan komme til festivalerne og fordi man bare ikke kan nå at se alt i løbet af en weekend.

' En del af jer holder jo til i København eller gæstespiller i byen på et eller andet tidspunkt, og her vil vi opfordre jer til at sende os en invitation, hvis I kan se en fordel i at få os på besøg. Vi kan selvfølgelig ikke garantere at vi når at se alle de forestillinger vi får en invitation til, men for os betyder det dels, at der vil være større sandsynlighed for at se forestillingen med målgruppen og dels at vi ikke er trætte i hovedet – samt at det skaber større rum til at se andre forestillinger på festivalen', lyder det bl.a. i ledsagebrevet til teatrene, der er skrevet af Maria Suh på vegne af børnebibliotekarer og børnekulturformidlere i Københavns Kommune - og også indeholder en lang liste over de formidlere, der gerne vil modtage invitationer.

(caj)

04-05-2013 - Patrasket on the Road Festival

Teater Patrasket tager nu rabiate midler i brug i kølvandet på bl.a. den lockout, der ramte årets store festival på Mors, hvor teatret oplevede fraværet af en del formidlere - primært i form af skolelærere - til deres forestillinger.

Derfor arrangerer teatret en mini-festival i weekenden 25.-26. maj 2013, hvor de vil præsentere fem af de seks forestillinger, som Teater Patrasket har på repertoiret næste sæson.

Det lille turneteater kalder meget passende festivalen 'Patrasket on the Road Festival', og spillestedet bliver ZeBU på Amager.

Selvom festivalen især er rettet mod formidlere, dvs. lærere, bibliotekarer, teaterforeningsfolk m.v., er også venner, teatre og andre interesserede velkommen - og der er gratis adgang lørdag og søndag.

»Vi vil gerne give både formidlere og i øvrigt det københavnske publikum mulighed for at se vores forestillinger - og udfordrer os selv ved over to dage at præsentere fem af de seks forestillinger, vi har på repertoiret i den kommende sæson,« fortæller Dirck Backer fra Teater Patrasket.

De fem forestillinger er 'tre', '...og så vågnede jeg', 'Einstein for begyndere', 'Ven i skabet' og 'Bjørnen som spurgte hvorfor'.

'Skæve historier' er i øvrigt også på repertoiret, men vil ikke blive spillet ved denne lejlighed.

»Da vi er et lille teater, vil  arrangementet stille store krav til vores afviklingsevner, når der skal rykkes ind og ud, og Maria Myrgård skal f.eks. spille fire forskellige forestillinger over de to dage,« siger Dirck Backer.

Programmet for de gratis glæder ser således ud:

 

Lørdag: 

14,00 Einstein for begyndere

15,45 Bjørnen som spurgte hvorfor

19,30 ...og så vågnede jeg

Søndag:

11,00 Ven i skabet

12,30 Bjørnen som spurgte hvorfor

17,00 tre

Der vil som nævnt være fri entre til forestillingerne, men billetter skal bestilles på tlf. 21 20 65 35 eller på mail: teater@patrasket.dk  

(caj)

01-05-2013 - Ølballoner, teater og powertywalk

En teaterforestilling om hjemløshed og misbrug, efterfulgt af en såkaldt powertywalk med tidligere og nuværende hjemmeløse rundt  på den mere mistrøstige del af  Vesterbro - det er den cocktail, som Teater Dannebro og projekt Gadens Stemmer har blandet og som serveres  6.-8. maj og 12.-14. maj 2013 fra kl. 19.00 fra PH Cafeen på  Halmtorvet 9 i København V.

Samarbejdsprojektet skydes i gang 6. maj kl. 16,30-18,00 ved en event på Halmtorvet, hvor der uddeles 300 øl påført røde heliumballoner i en snor til hjemløse, presse og forbipasserende.

Teater DanneBros forestilling, 'Freja - et hundeliv' har netop været på Festival 2013 (og vil senere blive anmeldt her på portalen). Her følger man den tidligere misbruger Henrik, med sin elskede hund Freja  bevæger sig ud i en livsfarlig deroute ledet af Felix -  'en makaber klovn på syre', som det hedder i pressemeddelelsen.
Efter forestillingen kan man så komme tæt på virkelighedens Vesterbro for samme persongalleri som i forestillingen, men i de autentiske omgivelser, der udgør  hjemløse og misbrugeres dagligdag.

Forestilling med byvandring varer 2,5 timer  og billetprisen er 160,- for voksne og 80,- for studerende. Halvdelen af billetindtægterne går til guiden fra Gadens Stemmer og billetter kan købes på www.phbooking.dk.

Yderligere information på Facebook eller på www.teater-dannebro.dk og www.gadensstemmer.dk

(caj)

29-04-2013 - Nu hedder det også TeaterRabat.dk

For nogle sæsoner siden valgte de fem store københavnske teatre - samlet under Det Københavnske Teatersamarbejde - at forlade en ellers velfungerende fælles abonnements- og billetformidlingsordning med Teaterbilletter.dk for i stedet at oprette BilletBillet.dk.

Håbet var, at enegangen ville give større billetsalg til de fem teatre, men det skete ikke, for mange teatergængere var bl.a. irriteret over ikke at kunne få lov til at vælge abonnementsforestillinger fra alle teatre.

Siden er samarbejdsrelationerne mellem de to formidlingsordninger genoptaget, og det kulminerer, når der i morgen, 30. april, åbnes for et ny fælles salgssite, TeaterRabat.dk

Det betyder, at BilletBillet.dk og Teaterbilletter.dk fremover opererer med samme billetsystem og fælles salgsplakatform, idet den fælles billetoperatør, Billetten A/Sm har løst den tekniske opgave, der gør det muligt for publikum at handle på alle tre sites.

Det tættere samarbejde kan også ses i det nye fælles sæsonkatalog, der har forladt vende-katalog-modellen til fordel for en fortløbende model med alle teatrene.

Og kunder, der ikke køber billetter på nettet, kan stadig opnå TeaterRabat ved at udfylde en kupon i kataloget.

Se mere på www.teaterrabat.dk - fra 30. april.

(caj)

27-04-2013 - Rasmus Klump som musicalstjerne

Mens de fleste af landets børneteatre - og flere hundrede formidlere - var til festival i Mors og omegn, havde Holbæk Teater 18. april premiere på teatrets hidtil største satsning, musicalen 'Rasmus Klump på eventyr', der baserer sig på historierne om den nok så bekendte bjørn.

Rasmus har ført sig frem siden 1951 som tegneseriefigur, som legetøjsudgaver, på film og senest i Tivoli som legeland, men nu tager han altså også en tjans som musicalstjerne.

Dog må Holbæk Teater nok bide pressemeddelelsen i sig om, at 'Rasmus Klump har aldrig foldet sine talenter ud på de skrå brædder', for så har man da vist lige glemt, at Undergrunden (tidligere Musikteatret, nu Egnsteatret), i flere sæsoner har haft 'Rasmus Klump Operaen' på repertoiret. Så den prikbuksede bjørn har altså været på besøg i børneteatret før - og sågar også i en musikalsk forestilling.

Men derfor kan Holbæk Teater jo godt være stolt af den stort anlagte produktion, der bl.a. er muliggjort af et økonomisk og praktisk samarbejde med Tivoli, som selv får musicalen på besøg i Glassalen i Tivoli 20. juni-7. juli, efter at 'Rasmus Klump på eventyr' har spillet i Holbæk frem til 20. maj.

Det er Folmer Kristensen (kendt bl.a. fra Teatret, Rio Rose m.m.fl.), der er trukket i buksedragten, og han får hjælp af bl.a. Claus Bue, Rikke Wölck, Ann Hjort og Signe Vaupel , mens Pildskadden og Gøjen spilles af streetdanserne, Fehrat Düz og Aleandro Karipidis.

Det er direktørparret på Holbæk Teater, Brian Kristensen og Kristoffer Møller Hansen, der har instrueret, mens Paul Arne Kring står for dukker og kostumer.

Forestillingen vil senere blive anmeldt her på portalen.

(caj)

25-04-2013 - Svenskerne er bange for Mustafas Kiosk

Teater Fantast spillede ved Festival 2013 flere gange deres forestilling 'Mustafas Kiosk - en Strid teaterkoncert', der er for de 4-10-årige og er baseret på tegninger med rim fra Jakob Martin Strid. Til fornøjelse for tilskuerne og tilsyneladende ganske uden det ramaskrig, som børnebogen pludselig har vakt i Sverige.

Her kaldes 'Mustafas Kiosk' racistisk og islamofobisk - og det svenske forlag, der har udsendt bogen i nabolandet, er fluks gået i flyverskjul og vil trække bogen tilbage fra markedet. I bogen fortæller kioskejer Mustafa nogle børn en historie, hvori han halshugger en mand med sin krumsabel - den tegning præger også forsiden af bogen.

Men i Sverige må man helst ikke gøre grin med noget, hvis det kan støde nogen, og det har altså nu ført til en tåkrummende politiske korrekthed omkring en munter børnebog.

Børnebogen med de belastende tegninger blev i 1999 udsendt af forlaget politisk revy i Danmark og var med til at gøre Strids tegninger og satirestriber særdeles populære i Danmark.

Og forfatteren har også selv svært ved at tage kritikken alvorligt.

'Bogen er en kærlig, inkluderende og humoristisk skildring af en indvandrer set fra et barns øjne. Man er ikke automatisk skånet for humor, fordi man er indvandrer eller muslim. Ifølge den logik kan vi kun lave sjov med hvide, heteroseksuelle mænd', skriver han if. dr.dk i en mail til Sveriges Televisions hjemmeside, svt.se, der har fremført kritikken i Sverige.

Teater Fantast er selv glad for både Strids bog og deres forestilling over samme - men mens interessen for forestillingen måske nu vil stige her i landet, er det nok for meget at forvente, at der nu bliver gang i salget af teateroplevelsen hos vort svenske broderfolk. 

Mere om forestillingen på www.teaterfantast.dk

(caj)

18-04-2013 - Klar til Dramatikervæksthus 2013-14

Selvom seneste udgave af Dramatikervæksthus - det ottende i en lang række (se noten om deltagerne) - stadig er i fuld gang med arbejdet, og de seks spirer p.t. er på Festival 2013 på Mors, er forberedelserne til næste udgave af Dramatikervæksthus, 2013-14 kaldet, allerede i fuld gang.

Således har projektleder Jane Rasch gjort klar til de opgaver, som de håbefulde ansøgere til dv-hus 13-14 skal give sig i kast med som en del af optagelsesproceduren.

Ansøgningsfristen for første runde er lørdag 15. juni 2013, og derpå følger en optagelsesweekend for udvalgte ansøgere 31. august på Teatret Fair Play i Holbæk, inden de endeligt udvalgte deltagere får besked 5. september 2013.

Man skal som ansøger være fyldt 20 år senest 31. august 2013 og kunne skrive på dansk. Kurser, workshops, vejledning og  internatophold er gratis, mens deltagerne selv betaler div. transportudgifter.  

DramatikerVæksthuset, der blev startet af BTS (BørneTeaterSammenslutningen) tilbage i 1997 og nu videreføres af TIO (Teatrenes InteresseOrganisation) efter fusionen mellem BTS og FAST, er gennem alle årene blevet støttet af skiftende Teateråd - der nu i tidens sprog hedder Scenekunstudvalg - og sidste efterår blev det til en bevilling på 4 x 400.000 kr. til brug for dv-huse i 2013-14, 14-15, 15-16 & 16-17...

Og så lige tilbage til væksthus 12-13: Når de seks dramatikerspirer har været til deres 7. samling, der altså finder sted på den store aprilfestival fra 18.-21. april, følger den 8. og sidste samling, der er en workshop med skuespillere og instruktør 10.-12. juni på ZeBU, inden der sluttes af med en åben cafeaften 12. juni kl. 19, hvor interesserede kan overvære smagsprøver fra deltagernes arbejde og måske/forhåbentlig lade sig inspirere til at lade det komme an på et samarbejde om en ny forestilling.

Læs mere om projekterne og optagelsesbetingelser/deadlines m.v. for Dramatikervæksthus 2013-14 på www.dvhus.dk

(foto: deltagerne i dv-hus 12-13)

(caj)

16-04-2013 - Nabofestival har fundet ny værtsby

Der er godt nyt fra den anden side af Øresund, hvor bibu.se, der den store svenske biennale festival for børne- og ungdomsteater, nu har fundet ny festivalvært, efter at Lund for nylig sagde nej tak til at huse og medfinansiere kommende festivaler.  

Den første festival blev afviklet i 2006 - i øvrigt dengang med navnet Nationell Scenkonstbiennal för Barn och Unga - som siden er blevet ændret til bibu.se.

I slutningen af marts kunne bibu.se nemlig underskrive en ny samarbejdsaftale med 

Helsingborgs Stadsteater, hvilket betyder, at næste festival, i maj 2014, bliver afviklet i Helsingborg - med støtte fra Stadsteatret, Helsingborby samt de hidtidige støttekilder fra Kulturrådet og Region Skåne. Også Helsingborgs Konserthus og Dunkers Kulturhus vil indgå i samarbejdet omkring festivalen.

Samtidig får festivalen ny leder, idet Pia Paglialunga afløses af Maria Ragnarsson, der senet har været ansvarlig for udviklingen og opbygningen af Riksteaterns digitale platfrm for turneforestillinger, Scenkonstportalen.  

Se mere om festivalen på www.bibu.se

(caj)

14-04-2013 - Teaterøen er en realitet

Allerede sidste år omdøbte Asterions Hus for egen regning deres tilholdssted på Refshaleøen til Teaterøen, der skulle være et kraftcenter for scenekunst derude på den yderste spids af Refshaleøen på det nordlige Amager.

Nu har man så også fået penge til at realisere projektet, idet Københavns Kommune har givet en million kroner til udviklingen af Teaterøen, der udover Asterions Hus skal rumme en række andre aktiviteter.

»Vi skaber et internationalt vækstcenter for dansk scenekunst herude - som det aldrig er set før. Det er og skal være et levende miljø for scenekunst og internationale fællesskaber, og et sted hvor publikum kan møde scenekunsten på helt nye måder,« lyder det fra Peter Kirk, initiativtager og kunstnerisk leder af Teaterøen, i en begejstret pressemeddelelse.

Det kræver bl.a. lovliggørelse og ombygning af nogle af de mange lokaler, der p.t. udgør stedet, hvor Asterions Hus selv holder til og hvor der afholdes div. workshops, gæstespil m.v.

Ifl. pressemeddelelsen er Teaterøens arbejde struktureret i syv søjler: KAJEN – åben scene for danske egnsteatre; BATTERIET – vækstcenter for dansk scenekunst; PORTEN – internationale aktiviteter og perspektiver; ASTEROIDEN – international teaterfestival i august; TINGET – læring og vidensdeling; ASSISTANCEN – råd og hjælp og BUSSEN – udforskning af nye møder mellem publikum og scenekunst.

Teaterøen har en ny hjemmeside under konstruktion: www.teaterøen.dk

(caj) 

11-04-2013 - Heine Ankerdal har fået sit eget teater

Heine Ankerdal (f. 1968) har været med i dansk børneteater i over 20 år, hvor han bl.a. har huseret som medstifter og leder af MariposaTeatret (1991-2002),  Andersen, Larsen og Ankerdal Projekt (1997-2006) og senest som del af den kunstneriske ledelse hos Nørregaards Teater (2008-2013).

Ind imellem har han haft fast job hos Fair Play i nogle år og i øvrigt spillet med i forestillinger på en række andre teatre.

Men nu har Heine Ankerdal valgt også at gå solo med sit helt eget teater, Miteater, der er med på Festival 2013 med to forestillinger, 'Kamelen kom til sidst' og '7 med et slag', der begge er blevet produceret i tiden på Nørregaards Teater. Anmeldelser findes her på portalen.

Heine Ankerdal har dog ikke kappet forbindelsen til hverken Nørregaards Teater eller andre teatre. På festivalen i Morsø, Thisted og Skive kommuner, der afvikles 14.-21. april, er han således med i en helt ny forestilling, 'En blærerøvs historie', der er en coproduktion mellem hele fire teatre; Nørregaards Teater, Teater 0, Filuren og Teatret.

Alligevel har det været en drøm at gå solo.

»Jeg har arbejdet med børne- og ungdomsteater siden 1993, og har i mange år været en del af forskellige grupper/ensembleteatre, herunder ti år i MariposaTeatret, fem år på Teatret Fair Play og fem år på Nørregaards Teater. Alle tre teatre har dyrket det kollektive både på ensemble og ledelsesniveau. Måske er det den baggrund, der har givet mig lyst, erfaring og mod til nu at stå på helt egne ben. For selv om scenekunsten altid vil og skal være en kollektiv og kreativ proces – en kompromisets kunst som der kan komme helt fantastiske ting ud af - så har jeg lyst til at skulle have det sidste ord (alene) i hele processen,« lyder det fra Heine Ankerdal, der med sit Miteater vil fortsætte med at lave scenekunst for børn omkring børnehave- og indskolingsalderen.

»Jeg har en stor lyst til og behov for at videreudvikle den fortællestil, jeg synes, jeg har fundet og som jeg har brugt i de forestillinger for aldersgruppen 3-8 år, som jeg har produceret. Det er en alder, hvor fantasi og virkelighed ligger tæt på hinanden og hvor børnene ikke kan lade være med at blande sig i fortællingen. Jeg holder meget af det medspil, de giver mig. Jeg har arbejdet med en rolig fortællerstil, hvor spillescener og fortællereplikker lapper ind over hinanden, hvor der er plads til stilstand og undren uden at historien forsvinder,« siger Heine Ankerdal.

De to forestillinger, som han har fået med sig fra Nørregaards Teater, er netop i denne stil.

»Det er to forestillinger som jeg holder meget af at spille, og som hele tiden udvikler sig sammen med publikum. De fremstår i dag som måske ikke nye, men i hvert fald i en version 2,0,« siger Heine Ankerdal, der i kommende forestillinger til Miteater vil blande elemeter fra dukketeater, farce, musikforestillinger, dans, klassik teater og det mere abstrakte.

»Billedkunst er en stor inspirationskilde for mig, når jeg arbejder og jeg håber derfor, at alle forestillingerne er en visuel nydelse. Men hovedvægten vil altid være på at fortælle en god historie. Som måske allerede eksisterer på et andet medie i form af en bog, en film eller et eventyr.«

Rent økonomisk ligger fremtiden ikke helt klar for Heine Ankerdal og hans Miteater, som ikke modtog støtte ved Scenekunstudvalgets første uddeling for sæson 2013-14. Heine Ankerdal håber dog på, at februar-uddelingen - som først annonceres i maj måned - vil have tilgodeset hans nye projektteater.

»Det virker jo helt fjollet, at vi ikke har fået svar før festivalen, da det er her vi møder teateropkøberne. Det ville have været dejligt at have haft pr-materiale med omkring en ny og støttet forestilling. Men projektteatrene kommer åbenbart bagest i køen, og med svar så sent bliver det sværere at få sammensat et produktionshold, fordi mange er hyret andetsteds, ligesom mange opkøbere vil have lagt repertoire for næste sæson,« lyder det fra Heine Ankerdal.

Miteater er i øvrigt hjemmehørende i Odense i form af en forening, der blev stiftet 20. marts 2013.

Hjemmesiden for teatret er snart klar på www.miteater.dk - i mellemtiden kan man kontakte teatret på post@miteater.dk og tlf. 41 66 99 22.

(Foto: Heine Ankerdal i 'Kamelen kom til sidst'. Foto: Benjamin Holmsteen)

(caj)

10-04-2013 - Festivalen er lige til at skylle ned...

Festival 2013 afvikles i Morsø, Thisted og Skive kommuner fra 14.-21. april 2013, og markedsføringen af denne verdens største festival af sin art har fået en gevaldig hjælpende hånd fra Thiese Mejeri, der har hjemme i festivalområdet.

Det kvalitetsbevidste øko-mejeri har således stillet en hel side på deres let- og minimælkekartoner til rådighed for festivalen, hvor man kan læse om festivalen og den gratis adgang til de over 170 forskellige forestillinger fra mere end 115 teatre.

Dermed kommer det glade budskab ud på omkring 350.000 mælkekartoner (foto: Søren K. Kløft), der havner rundt omkring på danske borde.

I Morsø Folkeblad noteres det, at 'Poul Pedersen fra Thise Mejeri har en svaghed for godt teater'. Det er selvfølgelig håbet, at rigtig mange andre, ikke mindst børnefamilier, lider af samme svaghed og drager mod festivalområdet, hvor den afsluttende weekend byder på over 300 opførelser fra fredag til søndag.

Læs mere om Festival 2013 - inkl. program, spillesteder, billetter m.m. - på www.aprilfestival.dk

(caj)

09-04-2013 - Carl Press er død

Dukkemageren, dukkeføreren, scenografen m.v. Carl Press (f. 1948) er død efter lang tids sygdom, 64 år gammel.

Carl Press havde det meste af sin fine teaterkarriere inden for dansk børneteater, men foretog også roste kunstneriske afstikkere til voksenteatret m.v.

Carl Pres var uddannet fra Statens Teaterskole i 1980 og virkede gennem årene på og for en lang række børneteatre, herunder Kaskadeteatret, Det Lille Teater, Det Lille Turneteater, Teaterkompagniet, Passepartout med mange flere - ikke mindst Marionetteatret i Kongens Have, hvor han var en fast bestanddel af de løse sæsonarbejdere og både har stået for dukker, dukkeføring, scenografi og dramatik gennem årene - og han var i øvrigt selv i front på scenen i forestillingen 'Frikvarter' i 2006, der modtog Reumert-prisen for Årets Børneteaterforestilling i 2007.

Men Carl Press var også at finde på voksenteaterfronten, hvor han bl.a. har lavet dukker og scenografi for Kaleidoskop og Plan-B samt Husets Teater - der øvrigt blev Reumert-nomineret for ungdomsforestillingen 'Greenboy' i 2011, hvor Carl Press' prægnante dukker blev fremhævet i anmeldelser.

Hans evner som dukkemager blev også brugt i diverse undervisningssammenhænge, og i november 2009 havde Taastrup Bibliotek en særudstilling med nogle af hans mange dukker og tekniske finesser...

Carl Press bisættes lørdag 13. april kl. 14 fra kapellet på Holmens Kirkegård på Østerbro.

(Foto: Carl Press i 2006 i Marionetteatrets Reumert-vindende børneteaterforestilling 'Frikvarter'. Foto: Marionetteatret)

(caj)

08-04-2013 - Reumert har kig på børne- og ungdomsteatret

Juryen bag Aarets Reumert 2013 har netop afsluttet deres indstillinger af nominerede til de mange priskategorier til prisfesten 5. maj 2013 i Operaen.

Og aldrig tidligere i Reumert-prisernes historie har man indstillet så mange forestillinger og personer fra børne- og ungdomsteatret i de forskellige kategorier, der normalt er 'forbeholdt' voksenteatret.

Det er derfor en stor glæde at kunne opliste følgende nomineringer:

Årets Børne-/ungdomsforestilling:

Det Olske Orkester: 'Dengang vi blev væk'

Teatret Fair Play: 'Chlodnagaden nr. 33'

ZeBU: 'Peer Gynt'

Årets instruktør:

Marc van der Velden for 'Peer Gynt' med ZeBU

Årets scenograf:

Claus Helbo for 'En blærerøvs historie' med Teater O, Filuren, Teatret og Nørregaards Teater

Årets dramatiker:

Julie Maj Jakobsen for 'Fucking Fattig' med Alias Teaterproduktion

Årets kvindelige birolle:

Ditte Laumann i 'Dengang vi blev væk' med Det Olske Orkester

Juryens særpris:

Carte Blanche og Cantabile 2: 'Life Live'

Her skal de nominerede selvfølgelig op mod konkurrenter fra voksenteatret, men de mange nomineringer må ses som en tydelig markering fra Reumert-komiteens side om, at dansk børne- og ungdomsteater bestemt er kvalitativt konkurrencedygtigt med resten af teaterlivet.

Bortset fra 'En blærerøvs historie' er alle de nævnte forestillinger allerede blevet anmeldt her på portalen.

Se alle nomeringer i alle 15 kategorier til Årets Reumert 2013 på www.aaretsreumert.dk

(caj)

07-04-2013 - 'Dramatikeren har ordet'

Der er gratis adgang for alle interesserede, når Dramafronten er vært for en omgang 'Dramatikeren har ordet' på Forsøgsstationen på Vesterbro i København.

Det sker onsdag den 10. april kl. 20-22 og skal handle om det at skrive til/for børn og unge.

Det skal samtidig tjene som optakt til Festival 2013 i Morsø, Thisted og Skive, der afvikles fra 14.-21. april (www.aprilfestival.dk)

Tre dramatikere og en produktionsdramaturg, der alle har direkte erfaring med dramatik for børn og unge, stiller op: Anna Panduro, dramatiker, skuespiller og instruktør. Claus Mandøe, dramatiker, skuespiller og instruktør. Jesper B. Karlsen, dramatiker og Trine Wisbech, skrivende produktionsdramaturg.

Aftenen, der styres af sceneinstruktør Solveig Weinkouff, vil bl.a. prøve at afsøge, hvordan de forskellige dramatikeres skriveprocesser udformer sig; hvordan de forholder sig til research, interaktion med publikum og til samspillet mellem det at være dramatiker, skuespiller og instruktør i samme person.

Tilmelding: mail@forsoegsstationen.dk

(caj)

06-04-2013 - Hvem skal have børneteaterarrangørprisen?

Netværket Kulturkongen.dk, hvis deltagere tester og anbefaler kulturoplevelser til hinanden, står bag en pris til en arrangør, der gør en ekstraordinær indsats i forbindelse med formidling af turnerende børneteater eller på anden måde udmærker sig som en god vært og samarbejdspartner, når teaterproducenterne kommer på besøg.

Stiftelsen af prisen er sket i samarbejde med bl.a. Teatret st.tv., Teater O, Nørregaards Teater, Zebu, Teater V og Teatercentrum, og hvad er vel mere indlysende end at uddele denne hæder i forbindelse med årets store festival i Morsø, Thisted og Skive kommuner, der afvikles fra 14.-21. april 2013 (www.aprilfestival.dk), og hvor stort set alle landets turnerende børneteatre møder op - bl.a. i håbet om at en masse arrangører vil se og siden købe deres forestillinger...

Prisen uddeles lørdag den 20. april om aftenen i Jesperhus Feriepark, hvor alle teatrene holder til under Festival 2013.

Teaterproducenterne opfordres følgelig til senest 13. april at indstille kandidater til prisen, inkl. begrundelse, hvorefter en jury på fire personer (i år bestående af to repræsentanter for producenterne, samt en fra Kulturkongen.dk og en fra Teatercentrum) vil vælge tre nominerede.

Vinderen af prisen får som præmie en gratis børneturneteaterforestilling i sæson 2013-14, doneret af et af landets børneteatre.

Indstillinger til prismodtagere og tilbud på at levere præmieforestillingen skal gives til Lone Sørensen på mail: lone@kulturkongen.dk  eller via telefon:   2480 4208.

(caj)

05-04-2013 - SPOiiiNG

Nycirkus-forestillinger har forlængst vundet indpas i det danske kulturlandskab, og der er flere kompagnier, der primært optræder for børn og unge.

Nogle af dem kan opleves 12.-14. april 2013 på Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK) på Enghavevej i København, der med nycirkusfestivalen SPOiiiNG over en   weekend viser forestillinger, artisteri og tilbyder workshops m.v. for tilskuerne, der bedes være fra fire år og opefter...

Der er indlagt mulighed for aftensmad for børn og deres voksne fredag og lørdag kl. 18 i AFUK's restaurant.

Billetter til festivalen kan kun købes ved indgangen. Pris per dag: børn 50/ voksne 100 kr. Pris for alle tre dage: børn 100 kr./ voksne 200 kr.

Festivalen er støttet af Statens Kunstråd, Københavns Kommunes Udviklingspulje, Kgs. Enghave Lokaludvalg, Vesterbro Lokaludvalg, Dansk Artist Forbund og BUPL, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund.

Hvor gøgl, tryl og traditionelt cirkus for et kvart århundrede blev smidt ud af refusionsordningen, Den Røde Brochure og den store april-festival, bliver nycirkusforestillinger betegnet som scenekunst og kan følgelig også blive refusionsgodkendt.

Det betyder, at de også kan blive anmeldt i Teateravisen.dk, hvis anmeldere har set tre af  de deltagende nycirkusforestillinger for børn og unge:

Kimone: Nørd - TinCanCompany: Fish - Cikaros & TinCanCompany: Cirkuskanonen

Se mere om SPOiiiNG og programmet her.

(caj)

02-04-2013 - Refusionsudvalget beskæres

I relativ stilfærdighed er der lagt op til en bemærkelsesværdig ændring af spillereglerne for Refusionsudvalget, der som bekendt 'forestår den scenekunstfaglige vurdering og refusionsgodkendelsen af de enkelte forestillinger af børneteater og opsøgende teater', som det er formuleret.

Udvalgets arbejde sker bl.a. via to årlige showcases for refusionssøgende teatre samt papirafgørelser.

Kulturministeriet har således høringsfrist 18. april omkring et udkast til bekendtgørelse om refusion, der vil reducere Refusionsudvalget fra fem til tre medlemmer og ændre udpegningsretten, så det fremover vil være TIO (Teatrenes InteresseOrganisation) og DT (Danmarks Teaterforeninger), der sammen med Statens Kunstråd udpeger hvert sit medlem.

Det har til nu været UBOT (Udvalget for Børneteater og Opsøgende Teater), der udpegede to medlemmer, mens Scenekunstudvalget stod for de øvrige tre - men UBOT er blevet nedlagt og erstattet af en egentlig bestyrelse for Teatercentrum.

UBOT's tre medlemmer var i øvrigt udpeget af DT samt BTS (BørneTeaterSammenslutningen) og FAST (Foreningen Af Små Teatre), der nu er blevet til TIO, så egentlig er udpegningen blot overgået direkte til de to tilbageværende organisationer, mens Scenekunstudvalget altså fremover kun skal udpege et enkelt medlem.

Udover at en ændring af Refusionsudvalget fra fem til tre medlemmer gør det mere sårbart - også i forhold til den relativt store arbejdsbyrde - må det også være en bet for Teatercentrum/UBOT, at man ikke længere har indflydelse på sammensætningen af det vigtige udvalg, ligesom Scenekunstudvalget altså mister sin majoritetsindstilling.

Se mere om refusionsordningen m.v. på www.kunst.dk

(caj)

29-03-2013 - Konflikt rammer turneteatrene

Mens 1. april og KL's varslede lockout af landets skolelærere nærmer sig, kan landets mange turnerede børneteatre også komme i klemme fra samme dato.

Mange børne- og ungdomsteatre turnerer nemlig med deres forestillinger rundt på landets skoler og institutioner i ugerne op til den store årlige festival - der i år afvikles fra 14.-21. april 2013 i Morsø, Thisted og Skive kommuner (se www.aprilfestival.dk).

Men selvom teatrene har kontrakter på at spille forestillinger, er det langt fra sikkert, at det bliver muligt at afvikle engagementet på skolerne, der kan være lukket helt ned eller ude af stand til at varetage teaterarrangementet.

Nogle steder har man allerede nu aftalt med teatrene at flytte forestillingerne til et senere tidspunkt, hvis det har været muligt - i andre tilfælde gør teatrene sig klar til at køre ud til spillestederne uden vished for, om forestillingen kan opføres.

Også de stationære børneteatre kan frygte for aflyste besøg af skoleklasser m.v., hvis konflikten går i gang.

Håbet for en forhandlingsløsning er næsten forduftet helt - og det er nu op til forligsinstitutionen at vurdere, om der overhovedet er basis for at udsætte konflikten i to uger og eventuelt yderligere to uger - men heller ikke her er udmeldingerne af den positive slags.

En eventuel udsættelse vil starte konflikten samtidig med starten på Festival 2013, to udsættelser vil placere konfliktstarten på den anden side af festivalen.

Landets børne - og ungdomsteatre kan således også blive gidsler, selvom det selvfølgelig er  selve konfliktens faglige kerne mellem Kommunernes Landsforening og lærerne, der er i fokus.

(caj)

23-03-2013 - Festival 2013 gennemføres uanset lockout

Festival 2013 i Morsø, Thisted og Skive kommuner nærmer sig startdatoen 14. april 2013. Det samme gør en konflikstart mellem Kommunernes Landsforening (KL) og landets lærere efter de sidste dages tilsyneladende resultatløse forhandlinger.

KL's lockout træder i kraft 1. april, med mindre forligsmanden - som p.t. er en kvinde -  udsætter konflikten i 14 dage - hvilket altså i givet fald rammer lige ned i festivalen. Forligsmanden kan dog udsætte konflikten endnu 14 dage, hvis der kan skimtes tegn på en forhandlingsløsning - og så vil festivalen være vel overstået.

Meldingerne fra de lokale arrangører med finger på pulsen er, at festivalen skal gennemføres som planlagt både i selve ugen - med de mennesker, der er på skolerne, dvs. tjenestemandsansatte lærere og andet personale - og i weekenden, hvor det store offentlige program afvikles. En evt. lockout kan her påvirke antallet af fremmødte formidlere, hvoraf en stor del er lærere.

Ifølge Avisen.dk vil omkring 10.000 lærere af landets lærere - heraf ca. 8500 tjenestemænd - ikke være omfattet af en konflikt. De får så ansvaret for en halv million skolebørn i en konfliktperiode, hvilket ifølge formanden for Skolelederforeningen, Anders Balle, betyder, at der på mange skoler kun vil være tre-fire lærere tilstede.

Om der så kan ventes sympatiaktioner fra pedeller og andre vigtige nøglepersoner for festivalens afvikling rundt omkring på kommunernes skoler og institutioner, vides heller ikke.

Men lige nu krydser arrangører og teatre fingre for, at konflikten ikke får indflydelse på årets store festival.

(caj)

20-03-2013 - Nu er det ganske vist

Det var for så vidt en formalitet, men en vigtig en af slagsen: 19. marts vedtog byrådet i Holstebro at være vært for Festival 2014, der afvikles i den vestjyske kommune fra 30. marts til 6. april 2014.

Og med garanti i en ganske meget større udgave end sidste gang, festivalen gæstede Holstebro: I 1977 var den store aprilfestival nemlig stadig blot en weekendfestival i november måned. Med 29 teatre og 75 opførelser. Først året efter blev festivalen til en ugelang begivenhed og flyttet til april måned.

Med byrådsvedtagelsen blev den redningsaktion, som Holstebros Kommune igangsatte med kort varsel altså en fuldbyrdet realitet.

Miseren var opstået, fordi Frederikssund havde trukket sig som vært for festivalens 2014-udgave for i stedet at sætte sig på 2015-udgaven. Se artiklen.

Holstebro Kommunes festivalværtskab er i øvrigt tænkt som en fornem gave til det lokale, men verdensberømte Odin Teatret, der i juni 2014 fejrer sit 50 års jubilæum og passende nok afholder festuge under temaet 'Fremtidens Børn - Fremtidens By'.

Med forventet  over 100 børneteatre, mindst 160 forskellige børne- og ungdomsteaterforestillinger med et samlet opførelsestal på over 600 er det i hvert fald en omfangsrig gave og en stor kulturel manifestation.

På Teatercentrum, der arrangerer de store april-festivaler, er man selvsagt særdeles glade for, at den endelige placering af næste års festival nu er på plads. Også selvom man lige nu knokler i døgndrift for at få dette års festival godt fra start. Den starter nemlig om mindre end en måned, når Morsø, Thisted og Skive kommuner er vært for Festival 2014 med p.t. 117 teatre og over 170 forskellige forestillinger.

Og for de (endnu) mere fremadskuende. Det skulle også ligge helt fast, at Festival 2015 afvikles 19.-26. april 2015 med Frederikssund som værtskommune, mens Festival 2016 afvikles på Frederiksberg fra 10.-17. april 2016.  

(caj)

19-03-2013 - Justering af egnsteaterordningen?

Klummer kan være en god ting. 'Under Langsteds Lup' her på portalen 7. februar 2013 gav i hvert fald hektisk aktivitet ikke mindst hos børneteatrenes faglige organisation, TIO, da de erfarede, at den kommende scenekunstlov, Lov om Statens Kunstfonds Virksomhed, kun opererede med ordet 'formidling' og ikke det nok vigtige 'produktion'.

Teaterprofessor emeritus Jørn Langsted påpegede i sin klumme, at denne udeladelse - og i øvrigt fraværet af den hidtidige formulering om, at ”en væsentlig del af støtten skal anvendes til scenekunstvirksomhed, der henvender sig til børn og unge” - faktisk var en alvorlig svækkelse af børneteatrets position.

TIO og Teatercentrum rettede fluks en henvendelse til kulturminister Marianne Jelved (R), der nu sørger for via et ændringsforslag at få ordet 'produktion' med i den nye lov.

Så vidt så godt. Nu gælder det så en særdeles tiltrængt justering af egnsteaterordningen, hvor ikke mindst det statslige rammeloft med skiftende refusionsprocenter til følge gør livet surt for landets 33 egnsteatre - hvoraf mange også er børneteaterproducenter - og deres værtskommuner.

I takt med, at der kommer flere egnsteatre til - og visse spekulative tiltag omkring husleje m.v. hos nogle kommuner - udhules økonomien for alle teatre.

Onsdag den 20. marts skal Teatrenes InteresseOrganisation (TIO), der har de fleste af landets egnsteatre som medlemmer, til møde i Kulturministeriet, som vil fremlægge nogle løsningsmodeller til, hvordan egnsteaterordningen kan justeres.

I mødet deltager foruden TIO også Scenekunstudvalget, Kommunernes Landsforening (KL) samt repræsentanter fra Kulturstyrelsen og Kulturministeriets departement.

Børneteateravisen.dk giver gerne en hånd med og har derfor bedt Jørn Langsted om at tage egnsteaterordningen under vingebenet i en ny klumme, hvor teaterprofessoren anviser sine løsninger...

(caj)

17-03-2013 - Børnescenens sidste forestilling

Børnescenen på Folketeatret afvikler sæsonens sidste forestilling, når Teater Bloom spiller 'Christian Særling' fra 19. marts -7. april 2013. Rygter antyder desværre også, at det måske samtidig er sidste sæson for denne åbne scene for børneteater pga. bortfald af tilskud, men noget officielt er ikke meldt ud.

Det skal dog ikke forhindre børn og forældre at valfarte til 'Christian Særling', der er skabt i 1930'er-stemning på baggrund af barndomshistorier fra de to spilleres bedsteforældre

Til børneteateravisen.dk fortæller skuespiller og medforfatter Niels Erling om, hvordan han gennem sit 24-årige liv er kommet hos sin nu 99-årige mormor i et lille rækkehus i Bagsværd, mens den jævnaldrende medspiller og medforfatter Luna Christensen har sine minder fra besøg i nu 86-årige morfar Eriks hus på villavejen i Valby.

»Da min mormor fandt fotoalbummet frem og begyndte at fortælle om 1930'erne, var det som en hel verden, der åbnede sig. En idyllisk verden af jazzmusik, stribede parasoller, badestrande og mælk i flasker. Men også min mormors historier om den strenge disciplin på Frøken Sidenius' Skole i Gentofte, hvor hun gik, har dannet grundlag for flere af forestillingens karakterer,« fortæller skuespiller Niels Erling.

Og kollega Luna fortæller, at 'uden inputs fra vores bedsteforældre var forestillingen slet ikke blevet den samme'.   

Både Niels mormor og Lunas morfar har set forestillingen, der har spillet over 100 forestillinger landet over.'

Forestillingen er blevet anmeldt her på portalen - hvor der også har været en artikel om Børnescenen.

Billetter og info på forestillingen (foto: Teater Bloom) på www.teaterbloom.dk og www.folketeatret.dk - 'Børnescenen'. 

(caj)

15-03-2013 - DramatikVærket fejrer sig selv

DramatikVærket, der er et projekt i regi af Filuren i Aarhus, har eksisteret siden 2008 og opstod ud fra et behov for at skabe ny dansk dramatik for - og til - børn og unge. Derfor har man engageret  professionelle dramatikere til at skrive dramatik, skabt direkte til at skulle spilles af børn og unge i alderen 9 til 19 år.

Nu gives seks af disse skuespil - af Lenemarie Olsen, Julie Kirkegaard, Line Knutzon,  Gyrid Axe Øvstreng, Daniel Wedel og Caroline Cecilie - på Forlaget Drama, mens Dansklærerforeningen lancerer online-undervisningsmateriale til tre af skuespillene.

Begivenheden fejrer DramatikVærket med en workshopdag på Filuren lørdag 16. marts 2013 med bl.a. dramatikerne Line Knutzon og Daniel Wedell og skuespillerne Sune Christoffer Abel Clowning - Skuespiller Helga Rosenfeldt-Olsen.

Derudover kan DramatikVærket glæde sig over, at man efter at have måttet skrue ned for blusset sidste år pga. manglende økonomi nu har fået en to-årig bevilling fra Scenekunstudvalget og er blevet en del af Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017.

Mere om DramatikVærket på www.filuren.dk

(caj) 

13-03-2013 - ILT til hjerte og hjerne...

Billetter sættes til salg fra i dag, 13. marts, via Billetten.dk, men det er altså først fra 23.-26. maj 2013, at den internationale teaterfestival ILT i Aarhus afvikles i et fint samarbejde mellem flere af byens teatre, herunder også børneteatret Gruppe 38.

Den biennale festival viser mest teater, dans og performance i voksen-kategorien, men der er skam også godbidder for børn og børnefamilier, bl.a. spanske Ymedioteatro med 'SIE7E', der viser en nonverbal animationsforestilling i en skurvogn på Lille Torv, engelske Whalley Range All Stars med 'Pig' - en ni meter lang sovende so, der placeres på Store Torv og fra hvis vorter børn og voksne kan trække en kort, sjov performance - samt Carte Blanche og Cantabile 2's interaktive labyrintforestilling 'Life Live!' (se anmeldelse) for 12 år og op.

Årets udgave byder på i alt ni forskellige forestillinger, der spiller 18 gange indendørs og helt 100 gange udendørs - det store antal jvf. ovenstående torveforestillinger...

Udover forestillinger er der også seminarer, workshops m.v. i løbet af fire hektiske dage.

Her skal der også bruges frivillige, så hvis man vil give en hånd med, kan man henvende sig senest 15. marts 2013.

Se mere om frivilligeordningen, programmet og festivalen på www.ilt13.dk

(caj)

11-03-2013 - Carte Blanche på turne i Australien

Det kan næppe siges for tit, men dansk børneteater er altså en af de store internationale kultureksport-succeser, og mange børneteatre er konstant på farten i det store udland.

Mens Teater Refleksion ('Farvel hr. Muffin') og Gruppe 38 ('Du må være en engel, Hans Christian’ og ’En lille sonate') fra Aarhus har ført og fører sig frem ved kulturfestivalen Nordic Cool i Washington i USA - der slutter 17. marts - er Carte Blanche, egnsteater i Viborg, taget til noget varmere himmelstrøg, idet man for tiden er på turne i Australien med  performanceforestillingen 'Vandspejling', der allerede har haft seks opførelser på ArtPlay i Melbourne og sætter nu kursen mod Castlemaine State Festival i Castlemaine, der ligger i samme delstat som Melbourne.

Her spiller man fire forestillinger 15.-17. marts. Castlemaine State Festival er en tværkulturel biennale, som i 2013 har de fire elementer som tema. Og med sit markante tema omkring vand passer 'Vandspejling' perfekt til deres program. Med forestillingen kan Castlemaine State Festival i øvrigt for første gang i festivalens 37-årige historie præsentere dansk scenekunst.

Forestillingen 'Vandspejling' blev skabt i 2010 af Carte Blanches kunstneriske leder, Sara Topsøe-Jensen og har udover at spille på skoler m.v. været end el af børne-unge-programmet på seneste udgave af Waves Festivalen.

Forestillingen blev i sin tid anmeldt (LINK) af Anne Middelboe Christensen her på portalen.

Carte Blanches forestilling er blevet inviteret til Australien af det verdenskendte børne- og ungekulturhus ArtPlay i Melbourne, som i november 2011 havde besøg af det danske kronprinsepar under et dansk erhvervs- og kulturfremstød - og det åbnede for muligheden for det aktuelle gæstespil.

Interessen for dansk børneteater er generel stor i Australien, hvor flere danske børneteatre har spillet i bl.a. Operaen i Sidney og været på små turneer i det store land.

Under Carte Blanches besøg skal teatrets administrative leder, Thorkild Andreasen, i øvrigt fortælle mere om dansk børneteater.

Turnéen er støttet af Statens Kunstråds Scenekunstudvalg.

Se mere om Carte Blanche og 'Vandspejling' (foto: Bo Amstrup) på www.cblanche.dk

(caj)

09-03-2013 - Balletbørn til Grønland

Ifølge Det Kgl. Teater selv er deres børneballetkompagni, Kompagni B, verdens eneste professionelle balletkompagni, som turnerer verden rundt. Fra 19. marts er de unge dansere så på turne i Grønland med forestillinger og workshops - og et ønske om at åbne de lokale børn og unges øjne for ikke mindst klassiske værker som ’Napoli’, ’Blomsterfesten i Genzano’ og ’Et Folkesagn’.

Kompagni B besøger hovedstaden Nuuk samt Sisimiut, hvor de både skal optræde og mødes med grønlandske børn og teenagere, således at turen også bliver kulturudveksling.

Den Kongelige Ballet har haft en balletskole siden 1771, hvorfra dansere til korpset rekrutteres. Kompagni B, der ledes af Ann Crosset og som blev oprettet i 2008, består af unge fra balletskolen i alderen 12-16 år.  

Læs artiklen 'Stjerneskud' om Kompagni B.

Se mere på www.kglteater.dk (foto: DKT)

(caj)

Flere anmeldelser