Klassefjenden light

Da Mariposa Teatret tilbage i 1993 spillede 'Klassefjenden' tog de publikum med storm. Som et 'drengerøvsteater', der med ung energi og dynamisk drive smækkede en gruppe udstødte underklasse drenges frustrationer og problemer i snotten på tilskuerne. Slabam!

Og den sad. Mariposa Teatrets 'Klassefjenden' var en effektfyldt teatertornado, som spillede flere år og som også mange år efter var på folks læber som en Wharw-forestilling. En forestilling med fingeren på pulsen og sømmet i bund med kontant her og nu relevant teater.

Nu skal fortidens teaterstjernestunder selvfølgelig ikke ligge Teater Bloom til last. Men det er svært ikke at sammenligne. Og vendes blikket mod det relativt nystartede Teater Blooms opsætning af 'Klassefjenden' dykker begejstringen desværre.

Af flere årsager. Helt overordnet er der ikke nær det samme bid i Blooms version. Som publikum rammes man ikke i hjertekulen. Forestillingen ryster og animerer ikke rigtigt en til at gå ind i og tænke videre over hverken bandekriminalitet, mobning, gruppedynamik eller demokrati på det nære niveau. De centrale temaer som teksten rummer. Og det har med skuespillet og instruktionen at gøre.

Anonym og ufarlig

Seks unge fyre har forskanset sig på en skole. Ingen lærere vil have med dem at gøre. De er bare for langt ude. Kasserede af både skole og samfund. Ikke engang undervisningsbøger er dem forundt. De er udskud. Uønskede. Bandlyste.

Forestillingen handler så om hvad drengene gør og hvordan de omgås hinanden i det fængsel de har forskanset sig i. I afmagt eller som en form for kedsomhedsreaktion begynder de at undervise hinanden på skift.
I den række af emner som de opruller ('sex', 'havebrug', ”perkere' og 'selvforsvar') udfoldes et billede på magt, ydmygelse, ensomhed, illusion og desillusion.

Gennem spillet vises, hvor vigtigt det er for drengene at opretholde og skabe alliancer, og at søge at fastholde status og hierarkier i gruppen. At det er de mekanismer, som er i spil, forstår man. I momenter kommer det virkningsfuldt til udtryk. Men som helhed bliver udtrykket hverken overbevisende eller fængende. Snarere noget anonymt og ufarligt.

Fordi spillerne savner meget at lære i forhold til tydelighed i artikulation og præcision i de kropslige udtryk. Og fordi iscenesættelsen meget hurtigt ryger ind i en monoton rille. Med arrangementer der ligner for meget hinanden. For mange ens lignende rundkredsopstillinger, samme typer af slåskampe, og samme trav hen imod døren ud til den frihed de ikke har og den tillid, ingen udefra viser dem.