Handlekraftig Snehvide

Det kan være forbandet svært at fokusere, når der hverken er inddækning eller projektørlys. Beskedne sætstykker og det tilfældige lys, der nu engang findes i spilleområdet, er, hvad teatergruppen Tante Alfred medbringer.

Når de sparsomme sætstykker så tilmed minder betænkeligt om noget, der er fremstillet af fingersnilde, men ikke voldsomt scenografisk begavede personer – eller sagt mere direkte: Som noget fjerde klasse har lavet med hjælp fra læreren – så tegner det ilde, allerede inden forestillingen begynder. 
 

En musikant iført alternativt hverdagstøj, som han selv tydeligvis befinder sig godt i, spændte ikke forventningerne højere. Og hvorfor så alle disse indledende øvelser. Hvis det hele er noget bras, så afliv det dog! Men det er det ikke. Flere af de medvirkende og en stor del af historien har nemlig fortjent nogle bedre omgivelser. 
 

Hovedpersonen i denne version af ’Snehvide’ er blevet en frisk og ganske handlekraftig ung dame. Og ved sin side har hun en ung tilbeder, angiveligt tjener på slottet. Så er der den onde dronning og hendes spejl.

Ideen med at gøre spejlet til en person i hoftøj, der blot bærer en spejlflade på sin mave, er sjov, men for klodset og upræcist gennemført til at høste det bifald, den fortjener.

Og nu vi er ved kostumerne: Der er noget halvfærdigt over dem. Som var de frembragt af dramapædagoger uden større fornemmelse for det, der adskiller teaterkostumer fra noget, man køber færdigt i en legetøjsbutik. Måske fordi de savner enhver form for raffinement og indbyrdes forbindelse.
 

Gode elementer

Men tilbage til historien. For spejlet melder jo, at Snehvide og ikke dronningen er den smukkeste i landet, og så bliver den unge mand beordret til at slå Snehvide ihjel. Heldigt, at han er forelsket i hende, så de lægger en plan i stedet, hvor hun flygter og møder dværgen Dumpe ude i skoven. Senere dukker de øvrige seks dværge op, ganske pudsigt fremstillet af blot fire spillere.

Dronningen kaster sig ud i adskillige mordforsøg på Snehvide – her bliver forestillingen lige lovlig lang i spyttet – inden heltinden til sidst bringes i definitiv sikkerhed af den unge mand, hjulpet af Dumpe.
 

Selv om historien altså er for lang – 40 minutter i stedet for en time havde nok været bedre – og selv om de sceniske omsvøb virker pinagtige, er der også gode elementer i forestillingen. Dronningen er dejligt ond med et skønt grimasse-skærende ansigt; Dumpe får fin krop og komisk fortvivlelse over at være ikke bare dværg, men en lille dværg, og de indlagte sange fungerer vittigt i sammenhængen. 
 

Så hvis Tante Alfred fik noget hjælp til at blive strammet op og klædt pænt på, kunne slutresultatet såmænd fungere ganske hæderligt. Der er bare et godt stykke vej endnu, før vi når så langt.