DEBAT
12-05-2013
06-05-2013
27-04-2013
26-04-2013
23-04-2013
22-04-2013

Munk & Pollner Teaterproduktion: Seks historier om sex

Hvordan er det lige med kondomet? Anne Katrine Andersen, Morten Christensen og Jesper Kaplan leverer utraditionel seksualundervisning. Foto: Nils P. Munk

Sexsjov uden silicone og viagra

07-05-2009
Velsmurt morskab om med et velment ærinde om sund og saftig sex.
FAKTA
Munk & Pollner Teaterproduktion: Seks historier om sex - Manuskript og iscenesættelse: Nils P. Munk og Stephan Pollner. Medvirkende: Anne Katrine Andersen, Jesper Kaplan og Morten Christensen. Aldersgruppe: Fra 14 år og op. Set på festival i Ballerup i april 2009. Spiller på Bådteteatret frem til 16. maj. Turneforestiling. www.munkogpollner.dk

Debatten efter forestillingen gik vi glip af . Desværre. Det er ellers en del af konceptet i forbindelse med opførelser af 'Seks historier om sex', men tiden var for knap.

Derfor var det heller ikke til at vide, om Munk & Pollners seks ultrakorte, komiske enaktere havde inspireret de tilstedeværende gymnasielever til en hed debat om sund og saftig sex. Et emne, som de fleste - uanset alder - har betydeligt sværere ved at tale seriøst om, end vi i frisindets skinhellige navn bilder os selv og hinanden ind.

Det problem har den stærkt underholdende forestilling afgjort ikke. Det er lige før de mange personer, der med forrygende energi drøner ind og ud af historierne helle r ikke har det. Hvad de end er oppe imod- og det er ikke så lidt, så er det hverken verbale eller fysiske hæmninger, der plager dem. Tværtimod gås der frontalt til angreb med råb og skrig, hvis eks-kæresten får for megen opmærksomhed, eller datteren dyrker sex efter skoletid.

Selv om det er drønkomisk, så går det ud over troværdigheden, når hun skal holde gang i fyren på lagnet og samtidig diskutere kondomer med sin dobbeltmoralske far. Vi taler ikke om at kunne ønske sig overpædagogisk socialrealisme. Kun lidt mere sandsynlighed, når det nu er virkeligheden, der er til debat. I stedet fristes man til blot at grine ad den velsmurte morskab og lade forestillingens egentlige ærinde ligge. At sex er herligt og nogle gange ret besværligt - ikke mindst når man er ung og uerfaren.

Ærbar lagengymnastik

Jesper Kaplan og Morten Christensen er skønt fjogede og forhippede i en parodi på et fraskilt forældrepar, der et øjeblik genfinder gnisten. Til højlydt forargelse for Anne Katrine Andersen, der i rollen som datter og meget andet ligesom medspillerne mestrer både komikken og lysten. De mundrette tekster fyres af med en herlig frimodighed, der appellerer til grinet, men aldrig til lummer fnisen. Til gengæld oplever men ikke for alvor, at usikkerhed og fumlende generthed trækker dybere, følelsesmæssige spor hos forestillingens unge.

De seks sex-historiet er ellers skruet så godt sammen, at publikum udfordres på flere fronter. Porno er et taknemmeligt emne for satire og komik, og den får ikke for lidt i forestillingens stønnende og perfekt stereotype 'smagsprøve' på genren. Andre gange savner man en uddybning, som forhåbentlig vil opstå med en debat.

Det gælder historien om meget unge pigers stigende brug af seksuelle ydelser som betaling for helt banale ting f. eks. drinks. En tænksom fyr redder pigen, som har ladet sig presse af den mere rutinerede veninde og nu fortryder sit forehavende. Men hvad med alle de andre?

Der er også den tindrende forelskede, lesbiske pige, der oplever et rystende eksempel på en 'frisindet' families forfjamsket ufølsomme optræden. Er det normen?

Scenografien begrænser sig til en barstol i hvert hjørne af spillefeltet og en dyne til ærbart at dække lagengymnastikken. Resten klares af parykker og kostumer, en ferm lyssætning, men især den toptimede iscenesættelse og skuespillerne. De leverer kropsbevidst anskuelsesundervisning i seksuallivets nære og muntre glæder helt uden silicone og viagra.

Af: Randi K. Pedersen
FLERE ANMELDELSER
1234567891011121314151617181920

18-04-2010

15-04-2010

14-04-2010

12-04-2010

07-04-2010

05-04-2010

31-03-2010

28-03-2010

25-03-2010

23-03-2010

22-03-2010

17-03-2010

13-03-2010

11-03-2010

07-03-2010

03-03-2010

01-03-2010

24-02-2010

21-02-2010

17-02-2010

14-02-2010

11-02-2010

07-02-2010

03-02-2010

31-01-2010

24-01-2010

20-01-2010

17-01-2010

14-01-2010

10-01-2010

Flere anmeldelser