Skam dig i baghaven

Det kønne budskab har været forkyndt, næsten lige siden dansk børneteater blev født. At konkurrence og præstationsfiksering er af det onde, og at solidaritet og respekt for det enkelte menneske er vejen frem. I 1970’erne og 80’erne var frelstheden næsten til at kaste op over. I dag er tingene heldigvis anderledes. For hvor 1970’ernes og 80’ernes rettroende teaterarbejdere forkyndte unuanceret død over kapitalismen, tager dagens børneteater anderledes originalt og fantasifuldt fat om nældens rod – det usalige konkurrence-samfund.

Her møder vi to familier – Madsens og Jensens – begge med sønner. Jensens er et par hårdtarbejdende konkurrence-forældre, der træner for at vinde, for at komme først, være de bedste og de største. Hvilket er altafgørende i et samfund, hvor konkurrencementalitet er det vigtigste af alt, eksemplificeret ved dansen. Alle familier skal nemlig træne en bestemt slags dans, og ve den familie, der ikke evner det. De ryger direkte til Taberland, og dér er ikke rart at være.

Jensens ved det, for familien havde en farfar, der endte dér. Ikke fordi han ikke kunne alt, men fordi han var ligeglad med at vinde. Hos Jensens er sønnen Jens god til at danse, problemet er blot, at han kan og vil mere, end der er foreskrevet. Individualist, altså, og det er heller ikke godt. Om i baghaven med ham. Baghaven, det er dér, man skammer sig. Det er også dér, nabosønnen Mads Madsen hele tiden havner. Han kan nemlig ikke danse. Eller rettere: han kan ikke danse det, samfundet forlanger af ham. Til hans forældres store fortvivlelse.

Jens kan altså for meget, Mads for lidt – de passer ikke ind i formen. Samfundsformen. Og så går det ellers løs. Med dansekonkurrence, hvor Jens lader Mads vinde – til ægteparret Jensens store fortvivlelse. For det er jo farfar om igen! Men Mads går hjemmefra, ud for at finde det Taberland, der trues så meget med. På vejen møder han Jens’ farfar – det eneste tidspunkt, hvor både tekst og iscenesættelse hænger lidt med skuffen – og lærer nye værdier og selvtilliden at kende. Vel hjemme igen sker det samme minsandten for de to familier. Hurra, hurra, nu kan alle danse, som de vil, og så er den menneskefjendske fiksering på konkurrence og vinderpositioner ellers glemt i et snuptag – og måske er slutningen lige lovlig letkøbt, men vi køber den alligevel, fordi den trods alt holdes velgørende ud i den strakte og let distancerede arm, der præger hele forestillingen.

Fart over feltet

Teater Hund, der har begået den ene glimrende og forfriskende forestilling efter den anden, svigter nemlig heller ikke her. 'Tab & Vind' er tydeligvis skrevet af en dramatiker (Tomas Lagermand Lundme) og et teatermenneske (Methe Bendix), og det mærkes. På sproget, der sprudler, som når Mads spørger: 'Kan Jens så lege senere?' Nej, lyder svaret, 'Jens har travlt resten af livet'. Eller når det til sidst hedder om de to familiers nye fælleshus, at der slet ikke er nogen baghave – det er forhave alt sammen. Samme kvalitet har iscenesættelsen, der spænder hverdagsrealismen op med en karikeret og vittig spillestil, hvor kroppene er strammet godt op af koreografen Erik Pold, så der kommer masser af bevægelse på de sjove ord.

Fart over feltet, god historie, skarpe figurer – Anders Budde Christensens danseglade Jens, Troels Malling Thaarups sødt-nørdede Mads, Anne Dalsgaards sammenbidte konkurrencemor og Per Linderoths mere bløde faderfigur – foruden skøn scenografi af Jacob Langaa-Sennek. Byggeklods-agtige sætstykker i klare farver med mursten og græs, og senere, da Mads tager turen ind i eventyrland, vandrer skyer, lygtepæle, buske og stjerner forbi i baggrunden.

Det er et stiliseret og pixeleret tegneserie-univers, hvor personernes formstøbte hår og enhedskostumer i sort påklistres slips, sløjfe i håret, krave på trøjen eller striber på bukserne, alt efter hvem den pågældende skuespiller skal forestille. Enkelt og effektivt, lige som blandingen af fortælling og teater fungerer optimalt, lykkeligt fri for fodformet moraliseren, og med en alvorstone, et strejf af følsomhed midt i alle løjerne. Som virkelig er morsomme, også for et voksent publikum.

Deltog Teater Hund i en konkurrence, var det ikke udelukket, at de vandt. Hvor nødig de måske end ville. Men deres forestilling er bare for god.